Da jeg fik idéen til at jeg ville lave denne hjemmeside, var min forestilling, at jeg skulle samle og dele viden om den raske og den syge hjerne, med særlig stort fokus på mén efter hjernerystelse.  Punktum.  En ren side med nyttig info.

 

Det lyder godt nok helt enormt kedeligt, sagde min mand, Claus.  Hvis du vil at din side skal opdages, bliver du nødt til at stille dig selv forrest, og sige, ”se, dette har ramt mig.”  Det ville jeg ikke.  Jeg ville gerne være helt anonym.  Have fokus på sag, og ikke person.

 

Men jeg vil selvfølgelig også gerne at dem der kan have gavn af min side, finder den.  Så vi landet på et kompromis:  En side med fokus på information og rådgivning, hvor jeg giver en flig af mig selv hist og her.

 

Min mor sagde for nyligt, at hun havde tænkt meget på, at det var godt det var mig som fik en hjernerystelse, og ikke en af mine søskende.  ”Du har sådant et lyst sind”, sagde hun.  Jeg tænker det var ment som et kompliment, men det syntes min far ikke jeg skulle leve længe på. ”Du klarer dig så godt, fordi du er naiv og overfladisk”, kommenterede han i baggrunden.  Vi grinte alle tre.

 

Da jeg sendte det første udkast til dette blogindlæg til min far, bad han mig straks om at slette det.  Han er bange for at der ikke er ret mange der deler vores humor.  Bange for at hans kommentar ville blive misforstået.  Det er muligt I ikke har samme omgangsform i din familie.  Det er også absolut muligt du ikke har samme humor som min far (og mig).

 

For at understrege at min far laver sjov, har jeg lovet ham at krydre dette blogindlæg med emojis.   Her er de:

Det var en lille flig af mig:  Jeg er ramt af PCS, men har heldigvis sjove og (k)ærlige forældre.  To af slagsen.

 

Min far syntes i øvrigt heller ikke jeg skulle lave sjov, når jeg nu skriver om et alvorligt emne.  Man kan lave sjov indenfor familien, ikke offentligt, sagde han.  Jeg er enig i, at der er emner som er for alvorlige til at lave sjov med.  Humanitære katastrofer.  Etnisk masseudryddelse.  Overgreb på børn.  Den slags ting.

 

Jeg vil gerne perspektivere mine udfordringer.  Min hjernerystelse har store konsekvenser.  For mig.  For min familie.  Men ellers har jeg indtryk af at verden går videre som den gjorde før.  Heldigvis.  For meget alvor, bliver for tungt.  Man må grine, hvis der er noget at grine af.  Gerne af sig selv.  Af sin familie – med sin familie.

 

Måske blev dette mere en lille flig af min far, end det blev af mig.  Men det tænker jeg alligevel kan være et fint sted at starte.  Han har været en af mine største støtter i dette hjernerystelses show.  I lange perioder efter jeg slog hovedet, har jeg haft svært ved at forlade huset pga. hovedpine og store problemer med sanseintegration.  Det var ret ensomt, den gang.  Men min far skrev til mig.  Ofte.  Opmuntrede mig.  Engagerede sig.  Sendte links til relevant viden.  Var der for mig.  Så han har frikort til en enkelt grov kommentar i ny og næ.  Det tager jeg ikke ilde op.  Jeg kan faktisk godt lide at grine.