Hjemme hos os er der ikke så mange gaver til jul. Ikke fordi vi ikke har råd til det, men fordi vi har valgt, at det skal være sådan. Vi voksne er ikke ”på gaver” med nogen. Heller ikke hinanden. Vi får hjemmelavede gaver af børnene. Skønne gaver. Gaver der er lagt tanke, tid og kærlighed i. Børnene får gaver fra bedsteforældrene og en faster. Det er det hele. Og det er lige som det skal være. Alle er tilfredse.
Da faster skrev en sms, og spurgte min datter hvad hun ønsket sig til jul, svarede hun ”kærlighed”. Intet andet. Jeg hørte om hendes sms-svar meget senere – og ved et tilfælde. Inden julen landet, kom hun dog i tanke om, at hun også ønsket sig en pil og bue. Hun elsker Robin Hood. Og hun elsker at hoppe rundt i møblerne med sin hjemmelavede bue, og pile hun selv har lavet af sugerør og tape. Hun fik pil og bue til jul. Lavet af træ, og med en skydeskive til. Begejstringen ville nærmest ingen ende tage.
På gaven fra faster, stod der ”Det var det tætteste på ”indpakket kærlighed” jeg kunne komme”. Det var en bog. ”Drengen, muldvarpen, ræven og hesten”. Thilde læste den straks højt for mig fra start til slut. Det tog hende ca. 40 minutter. Den efterlod os begge med smil på læben. Hvor var den skøn. Vi refererer til den dagligt. Hvis jeg f.eks. siger: ”Har du et motto?”, så reciterer hun de næste par sider i bogen. Jeg vil ikke afsløre dem her. Du må selv læse bogen. Den vil gøre dig godt.
Lykke er ikke en tilstand man kan befinde sig i kontinuerligt. Den optræder punktvis. Som i den oase det er, at få læst en overraskende skøn bog op af sin 9-årige datter. Lykke er også, at se aller skønneste Thilde-pigen sidde med en pil og bue og en bog juleaften, og sige:
”Tænk at man kan få alt man ønsker sig”.