Meditation er slet ikke mig.  Det er for svært.  Indre ro er ikke en del af min historie.  Men der er sket noget underligt.  Ved IKKE at meditere, har jeg bragt det fra en umulig øvelse, til en behagelig og helt naturlig del af min hverdag.

 

Hvorfor vil du meditere?  Hvad lægger du i ordet meditation?  Mit perspektiv er, at man kan lægge det i det man vil.  Du er ikke forpligtet over evne.  Du er selv herre over både din motivation, dine ønsker og dine mål.  Meditation er personlig.  Du kan ikke gøre det forkert.  Dette er ikke noget jeg har læst mig til.  Det er min egen mening.  Du kan ikke gøre det forkert.

Jeg har læst et par bøger, og deltaget på et par kurser.  Jeg er blevet instrueret i en del øvelser i forbindelse med yoga klasser.  Jeg har lyttet til CD, apps og andre lydfiler.  Jeg har haft privat eneundervisning af et par forskellige instruktører.  Alt i alt har jeg undersøgt og prøvet en hel del meditative teknikker.

Det var ikke noget for mig.  Og så alligevel sneg det sig ind på mig.  Der er ikke et sted eller tidsrum.  Ikke en bestemt meditationsstilling.  Ingen rytme.  Ingen regler.  Men jeg bruger et utal af forskellige meditationsteknikker i løbet af en uge.  Hist og her.  Intuitivt eller bevidst.  Formelt eller uformelt.  Til klare formål, eller uden grund.

Der findes teknikker som kan hjælpe dig med at acceptere ubehag.  Til at håndtere det uhåndterbare.  Der findes andre øvelser som kan skabe en lille time-out.  Som giver glæde eller energi.  Nogle teknikker er krævende fordi de bygger på ro og fokus.  Andre er krævende fordi de udfordrer din vedholdenhed og udholdenhed.

 

Find din egen uundgåelige meditation.

Er meditation slet ikke er noget for dig?  Udvid din forståelse af ordet meditation.  Næsten alt man kan forestille sig kan virke meditativt.  Det kan være hårdt arbejde eller ren wellness.   Om det så er vejrhold-meditation, eller om det er afspænding.  Du skal bare finde din egen måde at gøre på.  Dit eget formål.  Dit eget fokus.

Jeg startet med at lægge mærke til alle de dejlige oplevelser jeg har med uundgåelig mindfulness.  De der øjeblikke som insisterer på at få hele min opmærksomhed.  Jeg elsker dem når de pludselig er der.  Som når min søn ikke kan krydse vejen lige nu, fordi han står og lytter til naturen.  Og jeg ved at det passer.  Det med ham og naturen.  Og at vejen sagtens kan vente.