Det kan storme temmelig meget, og stadig være godt vejr. Dine tanker bestemmer din oplevelse af virkeligheden. Du kan ikke ændre vilkårene. Ja, det stormer. Men om det er godt eller skidt, er op til dig. Dine tanker. Din virkelighed.
Jeg har ikke læst nok positiv psykologi eller anti selvhjælpslitteratur, til at have en kvalificeret mening om, hvornår jubeloptimisme er gavnligt, og hvornår det er mere passende at tage nej-hatten på. Jeg er positiv af natur, men efter at have læst ”The Secret”, var jeg i den grad klar til noget litteratur som kunne trække kontra. Jeg tror ikke dine tanker alene kan gøre dig hverken rig, berømt eller rask. Men jeg tror dine tanker betyder noget.
Det er sådan det er!
Jeg elsker min datters måde at være i verden på. Hun er robust og rummelig, og taknemmelig over det der er. Hun ved noget om valg og vilkår. Intuitivt. Naturligt. Hun vælger at tænke og sige de positive ting. Også på udfordrende dage. Som da hun brækkede armen for anden gang, inden hun fyldte 6 år. Eller da hun havde hold i nakken, og tydeligvis havde rigtig ondt. Selv der, var der overskud til at glædes over noget. Et eller andet. Det slår mig omkuld gang på gang. Her den anden dag, da vi gik tur i skoven, kun Thilde-pigen og mig, var der noget der gik op for mig. Jeg roste hende for hendes mange positive udsagn. Mens hun dansede videre på stien foran mig råbte hun: ”Jeg siger det ikke for at forklare dig noget. Jeg siger det fordi det er sådan det er”. Den sætning har sat sig fast hos mig. ”Det er sådan det er”. Alt det hun bobler over med af superlativer og glæde, over det vi ser eller oplever. Det er hendes virkelighed.
”Hvor er det en dejlig udsigt”, kan min datter sige. Jeg ser ikke det samme som hende. I min optik er udsigten ret ordinær. Nærmest lidt kedelig. Mine tanker. Min virkelighed. My loss. Lillepigens virkelighed er en anden. Hun ser en dejlig udsigt. Det kan man ikke tage fra hende.
Øv til vilkår, eller hurra for valg?
Min datter kan noget ret magisk. Hun er en mester i at glæde sig over øjeblikkets vilkår. Tag for eksempel vejret. Lillepigen omfavner vejret. Ikke en bestemt type vejr. Bare det vejr der er. Hun kikker ud, og kan lide det hun ser. Første gang jeg sådan rigtigt bed mærke i det, var en sommerdag. Vi vågnede ved at regnen trommede på ruden, og mit første ord den dag var ”øv”. Min lille pige så forundret på mig. ”Mor, hvorfor siger du øv? Jeg eeeeelsker da at hoppe i mudderpøle”. I efteråret på den mest grå af alle grå dage, åbnede hun døren, trak en dyb indånding, og sagde ”ahhhh…. Tilpas koldt. Lige præcis som jeg havde ønsket mig det”. Og når den første forårssol forsøger at tø jorden op, ligger der en pige udenfor og nyder det, i alt for lidt tøj, mens mennesker i store jakker går undrende forbi.
Dine tanker kan ikke forme den objektive virkelighed. Det regner. Bilen vil ikke starte. Du er blevet forladt. Kaffen er kold. Dit barn har lus. Din mor er syg. Du har slået hovedet. Kunsten er at skabe en så god dag som muligt – med de vilkår der nu engang er. Selv når det er svært. Måske især når det er svært. Dine tanker betyder noget.
Vågner du, og tænker øv, ligesom jeg gjorde? Send min lille læremester en tanke, og prøv igen…