Fanget af lyd

Personligt har det været en af mine største udfordringer efter min hjernerystelse.  Lyd.  Alle steder.  Alt for højt.  Alt for meget.  Alt for voldsomt.

 

Jeg har snakket med læger indenfor mange forskellige fagområder.  De har ikke kunnet hjælpe mig.  Jeg er selv læge, men ved ikke meget om lyd.

 

Men noget ved jeg.  Af personlig erfaring.  Noget om lyd og følelser.

 

Følelsen fra barndommen, da kridtet skreg sin vej nedad kridttavlen.  Følelsen når kniv og gaffel hviner sine spor ind i porcelænstallerkenen.  Følelsen når højtaleren uuuler over til mikrofonen, at den er kommet for tæt på.

 

De følelser kan du fylde din hverdag med, hvis du bliver overfølsom for lyd.  Udløst af små hverdagslyde.  Næsten uhørlige lyde.  Som pludselig udløser stort ubehag.

 

Og sådan kan du blive en fange af lyd.

 

Jeg har selv isoleret mig i lage perioder.  Flygtet fra lyd.  Skabt mit eget fængsel.  Fordi jeg ikke vidste bedre.  Det er forkert strategi.  Det ved jeg nu.

 

Lydoverfølsomhed kan behandles.  Der er hjælp at hente.

 

Du kan blive venner med lyderne igen.  Lige så stille.  Med tid og tålmodighed.  I dag er lyden fra vinden og regnen måske alt rigeligt.  En dag kan du acceptere at lytte til livet.  Snart omfavner du dem måske.  Livets lyde.  Dine børns latter bliver igen musik for dine tidligere forskræmte ører.

 

Jeg skriver dette til dig som er lydfølsom.  Kære dig.  Der er håb.  Du kan blive rask.  Fri af lydens fængsel.

 

Hvordan?  Få råd og vejledning her:

Lyt til C:OP podcast om lydoverfølsomhed (hyperakuse) og tinitus, eller læs om den her på bloggen.

 

Comments are closed.