Jeg øver mig på noget min farmor kan. Hun har et positivt mindset. Så enkelt. Og så svært. Hun mestrer det til fingerspidserne. Jeg besøger hende så ofte jeg kan, og tager altid derfra fuld af undring og beundring.
Farmor er et af mine største forbilleder. Det har hun været så længe jeg kan huske. Da jeg var helt ung, sagde jeg til min lillesøster at ”når jeg bliver ordentlig voksen, så vil jeg blive ligesom farmor.” ”Du har ikke en chance,” svarede hun tørt.
Der er mange ting, som er ganske særligt ved min farmor. Hun ser det gode i menneskene omkring sig. Hun møder andres valg og livssituationer med accept. Alle kan lande i hendes sofa, og blive mødt med åbenhed og kærlige øjne. Hun sorterer uvæsentligheder fra, og stiller skarpt på glæde. Hos andre, og hos sig selv.
Farmor er næsten 100 år, meget lille og næsten blind. Hendes hjertesvigt giver hende åndenød når hun snakker, og hun har temmelig dårlig balance. Hun påstår det ikke er noget problem, at skifte sengetøj og rede seng. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvordan det foregår. Men hjælp vil hun ikke have. Det hænder hun er i gang med at vaske gulv når jeg kommer. At hun ikke kan se, er ingen hindring. Hun kan jo mærke om moppen er våd, og har en fornemmelse af rummets størrelse og form. Når jeg spørger hende om hun sover om natten for tiden, snakker hun om hvor dejligt det er at vågne og ikke have ondt. Hvor skønt det er at sidde i mørket og spise is. Hvor lækkert den is smager.
Det vil jeg lære. Det filter. Den accept af vilkår. Det fokus på valg. På muligheder. Den evne til at stille skarpt på det som giver glæde. Det perspektiv. Den taknemlighed.