Nogle oplevelser og livsvilkår er svære at formidle med ord. Hvordan er det at føde et barn?  Hvordan er det at dykke?  Hvordan er det at være udsendt som soldat?  Hvordan er det at leve med mén efter en hjernerystelse?

Jeg har kommet til at

  • Jeg kan ikke forklare det, så modtageren forstår det
  • Det er ok
  • Det er op til mig at få det bedste ud af det

Når sandt skal siges, forstår jeg jo heller ikke andre.  Deres vilkår.  Deres valg og fravalg.  Jeg tror du skal søge accept, fremfor forståelse.  Den vigtigste accept, er den du giver dig selv.  Det er også den sværeste.  Sådan er det i hvert fald for mig.  Ordet accept er alt for stort, både i tid og rum.  Så jeg har indført et nyt udtryk:  punkt accept.  Det kan jeg leve med.  Jeg accepterer dette øjeblik.  De vilkår som er.  Lige nu.  Jeg lander i de valg jeg foretager.  Fordi de er rigtige.  For mig.  I øjeblikket.

Når jeg deltager på halvt blus, eller helt går glip af vigtige begivenheder som bryllup og begravelse, ph.d.-forsvar og runde fødselsdage, familie arrangementer og oplevelser i børnehøjde – så sørger jeg over det.  Selvfølgelig gør jeg det.  Sørger over alt det jeg ikke evner, hvor meget jeg end gerne ville.  Men jeg har ikke nogen ambition om, at andre skal forstå det.  Forstå mig, eller min situation.  Det er heller ikke så vigtigt for mig længere.  Det vigtige er mit eget fokus.  Accepten af øjeblikket.  Jeg giver mig selv nuet.  Sætter en ære i at få det bedste ud af det.