Skam er en underlig størrelse. En ubehagelig følelse. Du kan ikke argumentere med den. Fordi den er netop det. En følelse. Jeg er hverken psykolog, præst eller filosof. Jeg har ingen grundlæggende viden om skam. De seneste år, har jeg dog lært skammen at kende fra indersiden. Pludselig forhindrede sygdom mig i, at leve på en måde, der var i overensstemmelse med mine værdier. Jeg var magtesløs. Hjælpeløs. Helt forkert.
Hvorfor var det så skamfuldt for mig? Vi mennesker skammer os over de mærkeligste ting. Forhold vi ikke er herre over. Medmenneskers synspunkter og livsvalg. Livets tilfældigheder.
En mor der er alkoholiker. Forældre der er meget religiøse. En bror der er psykisk syg. En kæreste der er hypokonder. En søster der er tyk. Eller har anorexi. En faster der har været i fængsel. En kammerat der kan lide Trump. Et barn der er under middels begavet. En far der ikke viser dig interesse. En ægtefælde der har været dig utro. En stor næse. Tidlig pubertet. Eller sen. Karakterer. Kulturarv. Sportspræstationer. Seksuel orientering. Kræftsygdom. Karriere. Arbejdsledighed. Overgreb. Langvarig sygdom. Selvmordstanker.
Og jeg kunne blive ved. Og ved. Og ved.
Du har ingen grund til at skamme dig, siger vi til hinanden. Det er jo ikke din skyld. Og vi mener det, når vi siger det.
Det er ikke din skyld. Ikke din skam. Ikke skam.
Skam er udelukkelse fra menneskekollektivet. Det har jeg læst et sted. Der er mere sandhed i den sætning, end jeg kan rumme. Og da henviser jeg ikke til udskamning. Det er bare skamløst. Nej. Den svære uhåndterbare skam, kommer snigende, sammen med sorgen over ikke at blive set. Ikke at have en plads. Ikke have værdi for fællesskabet.
Fællesskabet. Jeg tænker på, om vi kan forebygge hinandens skam, blot ved at være omsorgsfulde og tolerante medmennesker. Se hinanden. Italesætte accept og sympati. Vise respekt og medfølelse. Måle og veje mennesket, og dets værdi på helt nye måder.
Din egen skam. Jeg tror ikke du kan komme helt af med den. Følelser er ikke sådan at argumentere med. Men måske kunne du bruge den konstruktivt. Til at genfinde balance og resonans mellem dit indre og det ydre. Måske ligger balancepunktet et andet sted end du tror. Et sted du kan være den du er. Eller blive den du er. Et sted skam ikke spiller hovedrollen.